Naturbaseret løsning i Assens Kommune vurderet efter international standard

Som det første projekt i Norden er det multifunktionelle naturprojekt Holmehave i Assens Kommune blevet vurderet efter IUCN’s globale standard for naturbaserede løsninger. Vurderingen viser, at Holmehave-projektet opfylder IUCN’s standard med en samlet score på 61%.

En gruppe af danske IUCN-kommissionseksperter har for Nordisk Ministerråd vurderet Holmehave-projektet i Assens Kommune efter IUCN’s internationale standard for naturbaserede løsninger (NbL). Holmehave-projektet indgår som et af otte nordiske pilotprojekter i Nordisk Ministerråds Program for naturbaserede løsninger.

Resultatet af vores undersøgelse viser, at Holmehave-projektet opfylder IUCN’s standard og dermed kan anerkendes som en naturbaseret løsning.

Samlet fik Holmehave-projektet en score på 61%, fordelt på scorer fra 33% til 93% for standardens otte kriterier (se Tabel 1). For at opfylde IUCN’s standard hver af de otte kriterier have en score på mindst 25%, hvilket var tilfældet for Holmehave-projektet.

Holmehave-projektet scorede højest for kriterie 1 – Samfundsmæssige udfordringer og kriterie 5 – Inkluderende styring med scorer på henholdsvis 89% og 93%. Med en samlet score på 61% er der dog plads til forbedringer, hvilket særligt gælder for kriterie 4 og 7, der begge endte på en score på 33% (Tabel 1).

Tabel 1. Score for Holmehave-projektet for hver af de otte kriterier i IUCN’s globale NbL standard.

Hvad er en naturbaseret løsning?

Interessen for naturbaserede løsninger (NbL) er stigende både i Danmark og internationalt, og NbL-konceptet er bredt anerkendt for dets potentiale til at håndtere samfundsmæssige udfordringer, såsom klimaforandringer, tab af biodiversitet og bæredygtig forvaltning af ressourcer.

Selvom NbL bliver mere og mere accepteret, er den praktiske anvendelse af konceptet dog udfordret og bliver nogle gange misforstået, hvilket kan føre til greenwashing.

For at sikre, at konceptet forstås, kommunikeres og implementeres klart, har den internationale naturbevarelsesorganisation IUCN vedtaget følgende definition:

“Naturbaserede løsninger er tiltag til at beskytte, bæredygtigt forvalte og genoprette naturlige og modificerede økosystemer på måder, der adresserer samfundsmæssige udfordringer effektivt og adaptivt, for at give både menneskelig trivsel og samtidig bidrager positivt til biodiversiteten.”

Med udgangspunkt i denne definition har IUCN udviklet en særlig standard for NbL, som er beskrevet nedenfor.

Hvordan anvendes IUCN’s standard for NbL?

IUCN’s globale standard for naturbaserede løsninger udgør en ramme for udformning og verificering af, at en given NbL giver de ønskede resultater til løsning af en eller flere samfundsmæssige udfordringer.

Standarden er designet til at støtte projektholdere i at anvende, lære og løbende styrke og forbedre effektiviteten, bæredygtigheden og tilpasningsevnen af deres naturbaserede løsninger.

Standarden er bygget op omkring 8 kriterier med tilhørende 28 indikatorer. For hver indikator vurderes opfyldelsesgrad efter et trafiklys-system, og der angives begrundelse og dokumentation for hver indikator i et særligt selvvurderingsværktøj udviklet af IUCN.

I indeværende projekt er IUCN’s selvvurderingsværktøj for NbL blevet oversat til dansk, og den danske version kan hentes her.

Vurderingen af Holmehave-projektet vil være værdifuld for fremtidige projekter, som baserer sig på naturbaserede løsninger – som inspiration og læring og som en indgang til at anvende IUCN’s værktøj.

Hvad er Holmehave-projektet?

Det højfynske landskab mellem Vissenbjerg og Odense Ådal udgør et storslået og unikt dødislandskab. I den sydøstlige del af dette landskab har Assens Kommune m.fl. udviklet en helhedsplan for Holmehave-området (Tommerup og Verninge Sogne) med en række naturbaserede indsatser og arealomlægninger.

Holmehave-områdets store natur- og landskabsværdier skal ifølge helhedsplanen “sikres gennem en grøn udvikling, hvor landskabsmosaikkens rige natur- og kulturhistorie beskyttes og formidles, samtidig med, at området leverer en bæredygtig produktion af fødevarer, tømmer, energi og rent drikkevand.”

Målet er desuden at opnå synergier mellem land- og skovbrug, klimatilpasning og vand, natur, friluftsliv og bosætning. I områdets lokalsamfund skal land og by mødes i gensidige fællesskaber, som på forskellig vis kan bidrage til at gøre området attraktivt og velfungerende.

Download:

Rapporten om Holmehave-projektet 

Selvvurderingsværktøjet udfyldt for Holmehave-projektet

Rapporten er udarbejdet for Nordisk Ministerråds Program for naturbaserede løsninger af:

Anette Petersen, Bo Normander, Franklin Feyeh og Jan Woollhead – alle medlemmer af IUCN World Commission on Protected Areas (WCPA).

IUCN står for International Union for Conservation of Nature, som er verdens største naturbevarelsesorganisation.

 


 

Billede øverst: Luftfoto af Holmehave-området af Claus N. Larsen, Assens Kommune.